Ruben Hansen Singers
Nyheder Historien Om musikerne Billeder Floskler Kontakt

Historien

1969: RHS dannes i efteråret under navnet "The river-town-hill-singers". Dette kryptiske navn var en direkte oversættelse af "Åbyhøj sangerne".
1970: Dette år bryder RHS igennem i det store udland. Turen til Skotland dette år former sig som et sandt triumftog, og de unge knægte nyder tydeligvis opmærksomheden. Se billeder fra turen i billedgalleriet. Samme år spiller RHS ved Kalundborg Kirkes 800 års jubilæum.
1971: RHS sætter nye standarder for sceneoptræden, da de vælter huset ved arrangementet "Skæve kirkedage i Haslev".
1972: Dette blev et travlt år for de gæve RHS'er. En surprise optræden på FDF'ernes sommerlejr i Julsø blev foreviget af et snarrådigt hold fra Danmarks Radios "Sommerferiebussen", og en piratoptagelse florerer den dag i dag blandt samlere. Senere samme år gør de stor lykke i Polyteknisk Forening i Aalborg, men årets højdepunkt er en intim optræden ved Tage og Valborgs sølvbryllup.
1973: Endelig får fjernsynet øjnene op for RHS's folkelige appeal, og den TV-transmitterede gudstjeneste fra Grejsdalens kirke, hvor RHS medvirker, trækker de bedste seertal siden Grethe og Jørgen Ingemanns grand prix sejr 10 år tidligere.
1974: På trods af det omsiggribende fanhysteri tager RHS sig tid til dette år at optræde ved FDF 12. kreds' 20 års jubilæum.
1975: Efter seks år med fuld fart på drosler RHS ned for aktiviteterne dette år - det forlød, at flere medlemmer i stedet helligede sig diverse studier, men en talsmand for gruppen benægtede disse rygter med ordene "vi er ikke spejdere, vi er ærlige mænd!".
1976: Som en konsekvens af vedholdende rygter om overdreven indtagelse af tun-sandwichs bag scenen ved deres koncerter, vælger RHS at tage et år væk fra landevejen. "Vi er ikke spejdere, vi er ærlige mænd!", lød den kortfattede pressemeddelelse, som blandt fanskaren affødte rygter om en snarlig opløsning af gruppen.
1977: Disse rygter bliver manet effektivt i jorden, da RHS vender tilbage til musicscenen med et brag af en comeback-koncert i Kirkeligt Forum i Åbyhøj.
1978: Rygterne om visse medlemmers hemmelige dobbeltliv som studerende på de danske læreanstalter viser sig til en vis grad at have hold i virkeligheden, idet Gøm pludselig springer ud som cand. scient. Det kommer som et chok for mange - ikke mindst Gøm selv, som bliver så paf, at han ikke deltager ved Jossers 40 års fødselsdag samme år.
1979: Tingene er faldet lidt til ro ovenpå et turbulent 1978, og det bliver til et herligt gensyn med RHS ved Danmarks Skolebibliotekarers møde på Skarrildhus. Og så bliver gruppens 10 års jubilæum fejret på behørig vis med en stor fest i Folkedansens Hus - det påstås, at flere af gruppens medlemmer ikke kom i seng før tidligt næste morgen.
1980: RHS optræder i Westerland på øen Sild, og man er det store trækplaster ved den velbesøgte "Støj-kongres" i Aalborg samme år.
1981: RHS spiller ved De Danske Årsmøder i Sydslesvig, og de gør stor lykke i både Garding og Tønning. Ondsindede tunger påstår, at koncerterne blot var et påskud for at kunne købe Padderborn i grænsekioskerne, men med vanlig elegance afvises disse rygter med ordene "vi er ikke spejdere, vi er ærlige mænd!".
1982: Året byder på en festlig optræden for Nordjyllands Skolebibliotekarer på Rold Storkro - den aften snakker de stadig om på egnen!
1983: RHS siger efter lang tids pres ja til at optræde med Danmarks Radios Pigekor ved et Skt. Hans arrangement. På trods af pigernes professionalisme er der flere af sopranerne der overvældes af følelser, da de pludselig står ansigt til ansigt med deres idoler.
1984: Endnu engang kalder Gyngemosen, og RHS leverer en gang "Opsang(e) til det danske folk". Flere tager det som tegn på, at gruppen er ved at tage sit sociale ansvar alvorligt - som altid afvises dette med ordene "vi spiser ikke spejderhagl, vi er ærlige mænd!". Der bliver naturligvis også tid til at fejre gruppens 15 års jubilæum, igen i Folkedansens Hus, og også denne gang kom flere af deltagerne først i seng hen på morgenen - og det på trods af, at der kun blev serveret NAB øl og danskvand!
1985: Ikke et øje er tørt, da RHS spiller "Leave her Johnny" ved byfesten i Assentoft. Senere samme år optræder RHS ved Skolepsykologernes Årsfest, hvor flere af deltagerne efterfølgende bruger timer på at diskutere forskellige freudianske tolkninger af "Katten ligger under kakkelovnen".
1986: Året byder på en enkelt optræden, nemlig Ask Højskole. Allerede fra de første strofer af "Go'jawten" var publikum i ekstase.
1987: RHS trækker mange mennesker ved deres optræden på Vinterhøjskolen i Skovlund, og senere samme år er de hovednavn på den store "Bustival" i Hobro, som også havde besøg af så prominente navne som Hobro Spillemænd og Langå Jazzband.
1988: RHS spiller op til dans i Løjt Kirkeby Borgerforening i en sådan grad, at flere af gæsterne måtte tage en stol og sidde ned! Senere bliver det til en totalt udsolgt koncert på Gjellerupskolen, et af Århus' populæreste spillesteder.
1989: Gruppens 20 års jubilæum fejres med en tur til den eksklusive pigekostskole Woldingham i England. Familier, roadies og teknikere er med, og turen bliver en uforglemmelig oplevelse, ikke mindst for de intetanende spanske sommerskole-elever, som ikke kan tro deres egne øjne, da Gøm, Ivan, Church, Freddy, Esben, Josser og Ole pludselig står lyslevende foran dem på parkeringspladsen - der blev skrevet mange autografer den sommer! Flere af pigerne har senere udtalt til medierne, at de var slået over RHS'ernes charme: "De var ikke spejdere, de var ærlige mænd!", udtalte således Carmen-Maria til dagbladet El País.
Klik for at se billedet i stor størrelse - eller sæt dig tættere til skærmen!
Ivan og Josser i et sjældent...
design og idé: Iben Hjejle